Vedtægter for Enhedslisten Esbjerg

Vigtigt, åben i et nyt vindue. PDFUdskrivEmail

§ 1 Navn og hjemsted
•    Foreningens navn er ”Enhedslisten, de rød-grønne, i Esbjerg”, i daglig tale blot ”Enhedslisten Esbjerg”.
•    Foreningen har hjemsted i Esbjerg Kommune.
•    Foreningen er en lokalafdeling af partiet ”Enhedslisten, de rød-grønne”.

§ 2 Formål
•    Afdelingens følger partiet Enhedslistens formål, grundlag og idé.
•    Afdelingen arbejder derudover for repræsentation i lokale byråd samt at styrke venstrefløjen i Esbjerg og omegn.

§ 3 Medlemskab
•    Enhedslisten Esbjergs geografiske dækningsområde er Esbjerg Kommune, Fanø Kommune, Varde Kommune, dele af Vejen Kommune samt dele af Bramming Kommune.
•    Alle medlemmer af partiet Enhedslisten, der er bosiddende i Enhedslistens Esbjergs geografiske område, er automatisk medlem af afdelingen.
•    Medlemmer af Enhedslisten, som bor uden for Enhedslisten Esbjergs geografiske område, men som føler mest tilknytning til afdelingen på grund af arbejde, studie eller af andre grunde, kan blive medlem af afdelingen. Overflytning kræver godkendelse af landsorganisationen.
•    Forudsætning for medlemskab er betaling af det kontingent, som fastsættes af landsforeningen Enhedslistens årsmøde.
•    Medlemskab af eller bidrag til foreningen giver ikke ret til nogen del af foreningens formue eller udbytte af nogen art.

§ 4 Generalforsamling
•    Generalforsamlingen er afdelingens højeste myndighed.
•    Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i februar eller marts måned.
•    Alle medlemmer af Enhedslisten Esbjerg indkaldes skriftligt til generalforsamlingen med mindst fire ugers varsel. Indkaldelsen skal indeholde tid og sted for generalforsamlingen. Bestyrelsen er ansvarlig for indkaldelsen.
•    Dagsordenen for generalforsamlingen skal indeholde minimum følgende punkter:
1. Valg af dirigent og referent.
2. Bestyrelsens beretning
3. Godkendelse af regnskab
4. Budget for det kommende år
5. Indkomne forslag, herunder udtalelser
6. Vedtagelse af arbejdsplan for det kommende år.
7. Valg af bestyrelse, herunder afdelingens kontaktperson og kasserer.
8. Eventuelt.
•    Ethvert medlem kan fremsætte beslutningsforslag til generalforsamlingen. For at kunne behandles, skal det være bestyrelsen i hænde senest en uge før generalforsamlingen. Bestyrelsen skal udsende det elektronisk til medlemmerne før generalforsamlingen.
•    Ændringsforslag til indkomne forslag kan stilles på generalforsamlingen.
•    Alle medlemmer af afdelingen, som har betalt kontingent inden generalforsamlingens start, har stemme- og taleret på generalforsamlingen.
•    Alle beslutninger på generalforsamlingen træffes, hvor intet andet fremgår af nærværende vedtægter, ved simpelt flertal.
•    Der afholdes skriftlig afstemning, hvis blot et stemmeberettiget medlem ønsker dette.
•    Ved bestyrelsesvalg har alle stemmeberettigede mulighed for at stemme på en over halvdelen af det antal, der skal vælges.
•    Alle beslutninger vedtaget på generalforsamlingen, offentliggøres.
•    Der skal indkaldes til ekstraordinær generalforsamling hvis mindst ¼ af afdelingens medlemmer, et flertal på et medlemsmøde eller mindst halvdelen af bestyrelsen ønsker det.
•    Ekstraordinær generalforsamling skal indkaldes skriftligt med minimum 10 dages varsel.

§ 5 Medlemsmøde
•    Medlemsmødet er afdelingens højeste myndighed mellem generalforsamlingerne.
•    Det tilstræbes at der afholdes et medlemsmøde om måneden, juli måned undtaget.
•    Alle beslutninger og væsentlige debatter fra medlemsmøderne skal offentliggøres for medlemmerne.
•    Det er bestyrelsens ansvar at indkalde til og forberede medlemsmødet.
•    Dagsordenen til et medlemsmøde bør som minimum have følgende punkter:
1. Velkomst og præsentation
2. Oplæg, aktuelt politisk emne.
3. Kommende aktiviteter.
4. Nyt fra bestyrelsen
5. Eventuelt.
•    Bestyrelsen planlægger afholdelse af medlemsmøder i fremtiden, således at medlemmerne kender datoen for de tre næstkomne møder.

§ 6 Bestyrelsen
•    Bestyrelsen er afdelingens ledelse og vælges på generalforsamlingen.
•    Afdelingens kontaktperson og kasserer er automatisk medlemmer af bestyrelsen.
•    Bestyrelsen består af minimum 5 og maksimum 9 medlemmer. Der kan vælges op til tre suppleanter. Suppleanter indkaldes ved længerevarende forfald.
•    Bestyrelsen holder minimum møde hver måned.
•    Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.
•    Bestyrelsen kan mellem medlemsmøderne udtale sig på afdelingens vegne eller træffe politiske beslutninger, såfremt det drejer sig om sager hvor det tidsmæssigt ikke er muligt at inddrage medlemsmødet.

§ 7 Emnegrupper
•    På initiativ af bestyrelsen eller en kreds af medlemmer, kan der dannes emnegrupper om særlige arbejdsområder.
•    Emnerupper kan være tidsbegrænsede "ad hoc-grupper" eller faste emnegrupper. En fast emnegruppe skal godkendes af bestyrelsen og vælger en kontaktperson, som fremgår på hjemmesiden.
•    Emnegruppernes møder bør annonceres for medlemmerne.
•    Faste emnegrupperne kan udtale sig på egne vegne, og på Enhedslisten Esbjergs vegne i forståelse med bestyrelsen.

§ 8 Kandidater til byrådsvalg
•    Kandidater for Enhedslisten Esbjerg skal være medlem af Enhedslisten Esbjerg eller SUF-Esbjerg.
•    Kandidater til byråd er opstillet på partiliste.
•    Senest seks måneder før kommunalvalg afholdes et medlemsmøde med kommunalvalg og kandidatopstilling som hovedpunkt. Her fastlægges hvor der skal opstilles, samt antallet af spidskandidater.
•    Enhedslisten Esbjergs spidskandidater vælges på et medlemsmøde senest tre måneder før kommunalvalget. Mødet kan beslutte at overlade besættelsen af de resterende pladser til et senere møde eller til bestyrelsen.
•    Enhedslisten Esbjerg prioriterer ligestilling mellem køn, etniske grupper, alder, erhverv mv.
•    Personer, der er opstillet af Enhedslisten Esbjerg, og er blevet valg til Byråd, Kommunalbestyrelse, råd, udvalg eller nævn, skal følge Enhedslistens politiske grundlag, og er underlagt generalforsamlingen, medlemsmøderne og bestyrelsens beslutninger.
•    Personer, der modtager vederlag i kraft af deres valg til Byråd, Kommunalbestyrelse, råd, udvalg eller nævn, eller andre offentlige hverv i forbindelse med medlemskab af Enhedslisten Esbjerg, betaler partiskat til afdelingen svarende til 1/3 af vederlaget før skat.

§ 9 Regnskab og økonomi
•    Afdelingens regnskabsår følger kalenderåret.
•    Regnskabet fremlægges til godkendelse på generalforsamlingen.
•    Bestyrelsen er ansvarlig for afdelingens økonomi overfor generalforsamlingen og medlemsmødet.
•    Kassereren er ansvarlig for den daglige bogføring, og afdelingens bogholderi er åbent for alle medlemmer.
•    Midler, der ikke anvendes til den daglige drift, indsættes på afdelingens bankkonto. Afdelingen benytter netbank.
•    Afdelingen hæfter alene for dens formue. De påhviler ikke afdelingens medlemmer eller bestyrelsen nogen personlig hæftelse.

§ 10 Vedtægtsændringer
•    Ændringer i disse vedtægter kan kun ske på en generalforsamling.
•    Forslag til vedtægtsændringer skal være indsendt skriftligt til bestyrelsen efter de i §4 beskrevne regler.
•    Vedtægtsændringer vedtages med almindeligt flertal på generalforsamlingen.

§ 11 Opløsning
•    Opløsning af afdelingen kan kun ske efter vedtagelse med 2/3-flertal på to på hinanden følgende generalforsamlinger, der er indkaldt med afdelingens opløsning som dagsordenspunkt og afholdt med mindst 14 dages mellemrum.
•    Opløses afdelingen, skal alle eventuelle aktiver tilfalde landsforeningen Enhedslisten.

§ 12 Ikrafttræden
•    Disse vedtægter af 3. marts 2010 træder i kraft umiddelbart efter vedtagelsen